Velkommen
Psykoterapi handler om at lære dig selv bedre at kende. Du kan ikke ændre på fortiden. Men du kan vælge hvordan du forholder dig til de følelser, tanker og mønstre som du lever med i din hverdag. Terapeutisk arbejder jeg ud fra en eksistentiel tilgang.
Hvad er eksistentiel terapi?
Eksistentiel terapi handler om at opdage de værdier i livet, som gør sig gældende for netop dig, der hvor du er i livet nu. At forstå hvordan du skal navigere tilværelsen og skabe meningen med dit eget liv.
Filosofisk handler det om, at vi som mennesker alle deler nogle grundlæggende livsvilkår, som vi skal forholde os til på vores egen måde. Disse grundvilkår er: det frie valg, ensomheden, meningsløsheden, kærligheden og døden.
Mit mål som terapeut er sammen med dig at finde de stier og veje, som leder frem til, at du opdager eller genopdager din egen indflydelse på dit eget liv. At opleve, at de valg du træffer betyder noget. At det er dig som er kaptajn på skibet og skal sidde ved roret.
Hvordan forgår det?
Individuel samtale: Over 60 min. afdækker vi sammen, hvad der fylder i dit liv nu og her og hvad der er vigtigt for dig at få talt om. Du bestemmer hvad vi skal tale om. Jeg er meget opmærksom på at følge dig i dit tempo. Det vil sige, at jeg fuldt ud respekterer, hvis der er noget som er for svært for sig at tale om, og at det nogle gange tager den tid det tager, at åbne op for at tale om ting som er svære. Det er meget vigtigt for mig, at du føler dig helt tryg hos mig, og at du oplever at dine grænser fuldt ud bliver anerkendt og respekteret.
Parsamtale: i løbet af 90 min. er mit mål kort og godt at hjælpe jer begge til at lytte til hvad det egentlig er der bliver sagt. Både hvad I selv udtrykker, og hvad jeres partner hører I siger. Det er nemlig ikke altid, at det er det samme. At respektere hinandens forskellige meninger, ønsker og behov kan være rigtig svært, hvis ikke vi forstår hvad der bliver sagt, og hvad det egentlig handler om. Jeg vil gerne påtage mig rollen som den der hjælper jer hen til det sted, hvor jeg i sidste ende bliver overflødig.
Mit ønske er, at du hos mig vil opleve at blive mødt og rummet som hele det menneske du er.
Erfaringsområder :
- Stress
- Angst
- Depression
- Sorg og tab
- Eksistentielle problemstillinger
- Lavt selvværd
- HSP, særligt sensitive personer
- Skyld og skam
- Tværkulturelle problemstillinger og kulturel identitet
- Spiseforstyrrelser
- Fobier
- Afhængighed og misbrug
- Køn og seksualitet
- Parforhold
- Jalousi
- Selvmordstanker
- Selvskade
- Cannabismisbrug
- Krise
- Narcissistisk personlighedsforstyrrelse